Mandeløb 2012

26.06.2012: Sparkær Mandeløb vokser fortsat

72 løbere deltog i år og det er lidt flere end de 63 i 2011. Men det ser ud til, at løbet har fundet et passende leje, som arrangørerne er godt tilfredse med.


For det handler om at løbe en tur og hygge sig bagefter, og det gjorde løberne i det fine men dog lidt kølige sommervejr. Vi fik mange anerkendelser for et godt og uhøjtideligt løb.

Men der var skam også plads til både nye rekordtider og internationalt præg på løbet. Lokale Thijs Nijhuis (232), der er hjemme på ferie fra løbe- og studieophold i USA, tog sig af førstepladsen i tiden 19.20 efterfulgt af løbekammeraten Kasper Skov fra Buur i tiden 19.35. Nr. 3 blev Kucher Taksym (202) med bopæl i Spøttrup, men som er fra Ukraine.

Også en tysk turist – Andreas Polster fra Stralsund - som ferierer i området, havde fundet vej til Sparkær.
 
Men ellers var det lokale folk fra Sparkær, Stoholm og Mønsted, Vridsted men også fra Skive, Viborg, Karup og andre steder, så Sparkær Mandeløb er ved at være kendt rundt omkring. Der var en del par med far og søn, som løb sammen.

Ud over præmier til de tre første var der en række lodtrækningspræmier. Alle præmier, pølser og øl/sodavand var skænket af velvillige sponsorer. Alle løbere fik endvidere et diplom, og selvfølgelig en øl/sodavand og en ristet, som er med i prisen.


Med endnu en succesfuld afvikling tør arrangørerne godt love, at Sparkær Mandeløb er kommet for at blive, og løbet vender helt sikkert tilbage den sidste tirsdag i juni 2013.

Se billeder fra løbet her

Se deltagere her

Se All Stars her